Går du med tanken om at starte med at træne kampsport eller selvforsvar? Hvis selvkontrol, kondition, styrke og fysisk og psykisk balance er noget for dig, så er du kommet til det rette sted. For alle kan dyrke karate! Vi starter nyt hold i januar og august måned – og du kan træne gratis hele første måned.
Det er ikke nødvendigt at være i speciel god fysisk form, når man starter til karate. Træningen er opbygget, så man gradvist tilvænnes og finder formen. Som tiden går, og træningstilstanden og teknikken bliver bedre, bliver træningen også hårdere. Indtil første graduering træner voksne og børn fra 10 år sammen. Derefter kommer de voksne til at træne på det voksne hold.
Klar til at træne med andre hold
Der tages i undervisningen udgangspunkt i, at eleverne på forhånd ikke kender noget til, hvad karate er. Derfor kan alle være med helt fra starten. Der arbejdes med de grundlæggende bevægelser, teknikker, og der lægges vægt på at forklare, hvad Kyokushin karate er.
Samtidig er der en del styrke og konditionstræning, der gør, at ens krop rent fysisk bliver klar til at træne sammen med andre karateudøvere.
En begynder i karate vil i starten kun træne og erfare den fysiske del af karate, men som træningen skrider frem, vil eleven begynde at erfare den psykiske side, således at karate får en betydning udover den tekniske træning. I avanceret karate vil man se, at det fysiske og psykiske er uløseligt forbundet med hinanden.
Kvinder og karate
Karate er en optimal måde at lære selvforsvar på. Mange kvinder har haft stor glæde af “at kunne rette ryggen”, når de går på gaden. Karate indeholder tilmed stiløvelser (kata), som mange kvinder finder specielt interessante.
Bedre form og god kondition
Gennem teknikken og de specielle træningsformer bliver alle kroppens vigtige muskler optrænet harmonisk. Ved regelmæssig træning vil overflødig vægt forsvinde, og den spinkle vil opbygge sin krop og tage på i vægt. Karaten kan derfor sagtens dyrkes udelukkende som fysisk træning.
Så hvis du ønsker at komme i bedre form, få en god kondition eller blot ønsker at dyrke en spændende sport, så er karate afgjort noget for dig.
Påklædning og træningstidspunkt
I begyndelsen kan du træne i shorts og t-shirt eller en egnet træningsdragt. Træningen foregår i bare tæer. Inden den første graduering (bælteprøve) efter ca. tre måneder skal du have anskaffet en gi med kyokushin mærke på venstre bryst og klubmærke på venstre skulder.
Nybegynderholdet starter i starten af januar og august. Se træningstiderne ovenfor! Du behøver ikke at tilmelde dig på forhånd. Bare kom med til træningen.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
Formand Carsten L. Christensen, tlf. 31 64 12 62